Trofæjagt under hegn

I denne film tager vi med Steen Andersen til New Zealand og besøger en hjortefarm, der opdrætter kronhjorte med gevirer i ufattelig rekordstørrelse. Bag hegnene på farmen møder vi 100 kronhjorte i brunst - hvoraf mange ikke har horn, da de er savet af.

Ken Marschall (farmens ejer) fortæller at hjortene opdrættes for at blive solgt til jagtområder og safariparker, som der er en del af på New Zealand. Her kan tilrejsende jægere få lov til at skyde én af de exceptionelt store kronhjorte, med en alder på en 8-9 år.

Inden hjortene bliver så gamle, får de savet geviret af hvert år, som videresælges til det kinesiske marked for naturmedicin - en glimrende forretning.

De første 2 år af hjortenes liv får de lov til at beholde deres gevir, så kraniet og hovedmuskulaturen bliver stærk nok til at bære det store gevir når hjorten er fuldvoksen og klar til at blive trofæhjort.

Freddy Wulff præsenterer én af de unge hjortes afsavede gevirer, som han forventer kommer op på mellem 40 og 50 ender.

Vi snydes ikke for selve jagten, og Steen Andersen nedlægger en dåhjort indenfor hegnet, på 99 meters afstand og senere en kæmpemæssig kronhjort. Men det har i virkeligheden ikke så meget med jagt at gøre…

God fornøjelse