Ny jæger i Afrika

Medrivende og åndeløs jagtfortælling om en gammel drøm der bliver til drabelig virkelighed. Følg den nye jægers op- og nedture i forsøget på at veksle drømmen til kontante trofæer og vedvarende oplevelser i filmen “Ny jæger i Afrika”.

Kudu
Det var drømmen om vidtstrakte sletter, bløde grønnistrede bjerge og kuduer så flygtige som spøgelser der i årevis drev omkring i Frederik Thomsens drømme om et jagteventyr i Afrika.
Nu er han lige midt i det, og efter en intens og vildtrig første dag, som dog ikke bød på kuduer i den rigtige alder og størrelse, er hele jagtselskabet atter på hjul lidt over solopgang på den anden jagtdag i Limpopo provinsen i det nordlige Sydafrika.
Jagten former sig på helt klassisk vis, hvor man kører så dybt ind i jagtområdet som muligt, placerer sig i fornuftig vind, og derpå sporer på friske kuduspor, som lover godt for dyrets fysiske størrelse.

Frederik
Indtil denne rejses begyndelse har Frederik Thomsen fra København nedlagt bare to stykker råvildt med riffel. Han er en typisk ny københavnsk jæger, som har gjort sig umage med først sin uddannelse, så sin familie, og nu i en voksen alder tager han så for alvor hul på livet som jæger.
I alle årene har han drømt om Afrika. Beundret kontinentet, kulturen, klimaet. Og inderligt ønsket sig, at blive en del af det alt sammen.
”Men man er jo bare en klodset turist,” siger den sympatiske storsmilende nyjæger, da han efter blot nogle få timer på pürsch vender tilbage til safaribilen med lange blodige skrammer op af de bare ben.