Muflonjagt

Så er der tæt jagt på vildfår i smukke snedækkede omgivelser. Jagten foregår i en dyrehave, og det giver helt nye muligheder – og overvejelser.

Oplev den lange optakt til et skud, der er så spændende, som når det hele foregår på den frie vildtbane. Mød vildtforvalteren der synes, at hans dyr har haft et bedre liv end de fleste andre, og nyd de smukke scenerier, når skytten og forvalteren forsøger at komme tæt nok på til et ordentligt skud. Det er vanskeligere end man skulle tro.

Når man efterstræber et dyr, der opholder sig i en dyrehave, så må man nødvendigvis spørge sig selv, om det er jagt eller noget helt andet, man har gang i. Det spørgsmål søges besvaret i denne udgave af Jagtmagasinet, hvor Steen Andersen stiller sig i seernes tjeneste for på sin egen krop at føle, hvad der sker og hvordan det foregår, når man jager i en dyrehave.